Fauna i Føns

Grønspætten en nu spottet i selve Føns og i den nærmeste omegn.

Grønspætten er udbredt i størstedelen af Europa, dog ikke i det nordlige Skandinavien og Finland; desuden i det vestlige Rusland, dele af Tyrkiet og i Kaukasus. I Danmark yngler den kun vest for Storebælt, og her foretrækker den blandskov med åbne græsbevoksede lysninger, men den kan også bosætte sig i ren løvskov eller sjældent i granskov.

Redehullet hugges gerne ud i døde træer, men den benytter også forladte redehuller fra f.eks. stor flagspætte. Grønspætten får kun ét kuld unger om året og tager sig af ungerne en måneds tid efter, de er udfløjne.
Grønspætten er udpræget standfugl, men den kan dog strejfe lidt omkring i vinterhalvåret.

Hvis du vil vide mere, så se dette link https://dofbasen.dk/danmarksfugle/art/08560

Blisgås

Også i år kan man se og høre den sikre forårsbebuder, blisgåsen, ved Føns Vangs Sø.

Blisgåsen er en mellemstor gås med grå fjerdragt, orange ben og lyserødt næb. Den voksne fugl kan kendes på de mørke tværstriber på bugen og den hvide pandeblis, der har givet anledning til både dens danske og dens videnskabelige navn. Den grønlandske race adskiller sig ved at have en mørkere ryg og hals samt orange næb. Blisgåsen er svær at skelne fra dværggåsen, som dog kun forekommer sjældent i Danmark.

Hvis du vil vide mere om blisgåsen, så klik på dette link https://dofbasen.dk/danmarksfugle/art/01590

Sangsvane

Danmark er sammen med Tyskland det vigtigste overvintringsområde for arten i Europa. Desuden overvintrer sangsvanen i stort tal i Storbritannien og Irland, men den iagttages i de fleste europæiske lande om vinteren bortset fra Spanien, Portugal og Italien. Herhjemme optræder der flest sangsvaner i milde vintre, mens de trækker videre sydpå i hårde vintre. De fleste sangsvaner ses i det nordlige Jylland samt på Sydsjælland og Lolland-Falster, men vi ser dem også hvert år her i Føns.

Hvis du vil vide mere om sangsvalen så se dette link https://dofbasen.dk/danmarksfugle/art/01590

Amerikansk Skarveand i Føns

Amerikansk Skarveand.

Føns Vangs Sø fik for et par uger siden besøg af en meget sjælden gæst , den amerikanske skarveand ( Oxyura jamaicensis, som er en fugl i familien ænder inden for ordenen andefugle . Den forekommer oprindeligt i Nordamerika, men er blevet indført i Europa, hvor den udgør en trussel mod den hvidhovedet skarveand igennem hybridisering.

Amerikansk skarveand har lange stive halefjer som stikker lige op, når fuglen er inaktiv, og har relativt stort og opsvulmet næb. Adulte hanner har rustrød krop, blåt næb og hvidt ansigt med sort isse. Adulte hunner har gråbrun krop med gråligt ansigt og mørkere næb, isse og en rand på kinden. Dens ben er placerede langt bag på kroppen, som gør, at den bevæger sig klumpet på land og derfor mestendels befinder sig i vandet. De har et komplekst fjerskiftesystem, hvorfor de er svære at aldersbestemme i felter.

Den amerikanske hvidhovedet skarveand forekommer i Nordamerika. Den blev udsat i 1948 til Slimbridgereservatet i det sydvestlige England af fuglebeskyttelsesfortaleren og kunstneren Peter Scott . Derfra spredte arten, og i slutningen af 1900-tallet forekom den i Frankrig, Belgien, Nederlandene og Spanien.  Da den i 1990’erne begyndte at hybridisere og fortrænge den truede hvidhovedet skarveand . På grund af denne trussel er der blevet bedrevet beskyttelsesjagt på amerikansk skarveand. Omkring 2016 var der kun cirka 40 individer tilbage i Storbritannien i den britiske bestand, mod et tidligere skøn af mindst 6500 fugle, og den amerikanske hvidhovedet skarveand er dermed på vej at elimineres fra den europæiske fauna.

Den amerikanske hvidhovedet skarveand yngler i søer, vådområder og støv. Den overvintrer i isfrie vige ved kysten og i ufrosne søer. Arten fouragerer ved at dykke og svømme under vandet. Føden består mestendels af frø og rødder af vandplanter, vandinsekter og krebsdyr. Den bygger bo i tæt vegetation nært vand. Par omdannes hvert år. De har specifikke opvisningsadfærd under indledningen af ynglingen. De skaber et trommelyde med hjælp af en opblæst strubesæk, bevæger hovedet i kraftige bevægelser og rejser deres korte tot på hovedet.

Fjordterne i Føns

Nu er der langt om længe kommet liv på den lille kunstige ø, som for et års tid siden blev anlagt ud for fugletårnet ved Føns Vangs Sø. Nu kan du på kort afstand nyde synet af grågæs, gravænder, hvid og gul vipstjert, Lille Præstekrave og meget mere herunder den relativt sjældne fjordterne, hvor der forleden blev talt 7 eksemplarer på øen. Men du skal skynde dig, for fra 1.september vil de fleste af fuglene være væk. Fjordternen er ligesom den beslægtede havterne en elegant flyver, der ses styrtdykke ved havet og i søer og moser på jagt efter fisk. Fjordternen har længere ben end havternen, hvad der gør, at den har lettere ved at bevæge sig på jorden og kan færdes – og yngle – i lidt højere vegetation end havternen. Dens tynde, orangerøde næb med sort spids er lidt længere end havternens, mens halen er kortere. Når fjordternen står på jorden, når halen kun frem til vingespidserne.I Danmark yngler den i modsætning til havternen ikke bare langs kyster og fjorde, men også inde i landet, i søer og moser. I Jylland mangler den dog stort set inde i landet. Den er fortrinsvis koloniruger og yngler ofte sammen med havterner eller hættemåger, men der er også enlige par, specielt ved sjællandske søer og moser. De største bestande forekommer i Roskilde Fjord og ved Vadehavet, hvor der omkring årtusindskiftet er registreret et par hundrede par begge steder. På trækket sydpå til overvintringspladserne langs Vest- og Sydafrikas kyster passerer mange nordligere fugle Danmark, hvor de fouragerer indtil september, når fiskene søger længere til havs.
Fjordternen lever hovedsageligt af småfisk, som den fortrinsvis fanger ved styrtdyk. I begrænset omfang tager den også vandinsekter og krebsdyr. I Danmark er fjordternen gået noget tilbage, men præcist hvor meget ved man ikke, da arten i vid udstrækning er blevet forvekslet med havternen.
Der findes omkring 1000 par i Danmark, spredt i småkolonier over hele landet.

Stære i Føns

Har du lagt mærke til, hvor mange stære, der er i Føns i år? Hvor vi tidligere kun havde ganske få, så kan vi nu på en god dag se en flok på mere end 100 fugle.

Dette er uden tvivl en direkte følge af Esben Backs borgerinitiativ, hvor han satte sig for at skaffe boliger til stærene. Med ham som initiativtager fik vi tilført 44 stærekasser og 13 pæle til landsbyen, dog med begrænset resultat det første år. Men det kan nok være, at billedet har ændret sig i år. Esbens vurdering af, at der var mad nok til mange stære i området, og at det kun var boliger, der manglede, ramte lige i plet. At der så til gengæld er nogle kirsebærtræer mv, der er blevet pelset af de viltre småflokke – ja, det er en del af prisen. Men også skovspurve, musvitter og andre mejser, fik en ny bolig.

Den sidste meget milde vinter var også gunstig for stærene. Der kunne vinteren igennem hyppigt ses småflokke, der strejfede om i området, også udenfor den traditionelle flok, som hver vinter holder til på strandengen ud for Wedellsborg Gods. Således har Esbens fine indsats beriget os alle i Føns.

Nattergal i Føns

Hvis du vil høre den sagnomspundne nattergal, så er det nu og endnu en uges tid frem. Der er nemlig lige nu en nattergal, der synger i vildskab ved fugletårnet ved Føns Vangs Sø. Du har bedst mulighed for at høre den om formiddagen og ud på aftenen. Ikke mange kender dens udseende. For ikke nok med at nattergalen lever en meget diskret tilværelse gemt i vegetationen, den er også meget diskret farvet med en mørkebrun overside og en lyst brungrå underside. Den hører til smådroslerne og ikke til sangerne. Sangen består af høje, klare toner, et gentaget og metallisk tjåk tjåk tjåk og klaprende serier. Der forekommer stor variation i sangen.
Danmark udgør vestgrænsen for arten. Den nært beslægtede sydlig nattergal, der ligner den meget, har en omvendt yngleudbredelse af nattergalen i Europa, dvs. den forekommer i Syd- og Vesteuropa. I det smalle bælte, hvor de to arter forekommer sammen, bl.a. lige syd for den dansk-tyske grænse, kan der forekomme hybrider mellem de to arter. I Danmark yngler nattergalen relativt almindeligt i store dele af landet. Bestandstætheden falder generelt mod vest i Danmark, og vest for den jyske højderyg er den sjælden. Nattergalen yngler i fugtige områder såsom tilgroede moser, langs søer og vandløb og desuden sjældent i lukket løvskov. På grund af nattergalens hemmelighedsfulde adfærd er dens ynglebiologi dårligt kendt.

Nattergalen er langdistancetrækker med vinterkvarter i tropisk Østafrika. For at have den største mængde føderessourcer til rådighed trækker nattergalen først til et område nord for ækvator, og senere, omkring årsskiftet, trækker den videre til områder syd for ækvator, hvor der pga. regntiden er masser af insekter. I træktiden besøges Danmark også af skandinaviske trækgæster, men da Danmark ligger på vestgrænsen for udbredelsen i Europa, er der tale om et ret beskedent antal.

Nattergalens føde udgøres især af insekter og edderkopper, men den tager også bær.Op gennem 1960’erne og 1970’erne gik bestanden af nattergal frem i Danmark, og i kølvandet på denne udvikling ekspanderede arten også vestover. Siden starten af 1980’erne har bestanden desværre vist en generelt faldende tendens og i år er det særlig slemt. Så nyd den ved Føns Vangs Sø. Årsagerne til den negative bestandsudvikling er ikke kendt. På europæisk plan anses bestanden for at være stabil.

Hvepsevåger over Føns

I disse dage kan du se et sjældent syn over Føns, to hvepsevåger, der flyver højt over byen. Hvepsevågen minder meget om musvågen i udseende, men den har lidt længere vinger og hale og har desuden langstrakt hals og hoved – sidstnævnte er dueagtigt. Farvetegningen er i øvrigt – som hos musvågen – ganske variabel. Den kan variere fra næsten helt hvid over rødbrun og til helt mørkebrun.
Hvepsevågen er primært en europæisk ynglefugl, men dens udbredelse strækker sig gennem Rusland ind i det vestlige Sibirien. I Europa yngler arten i et bredt, centralt bælte, som strækker sig tværs over kontinentet. Således yngler den hverken i de allernordligste eller sydligste dele af Europa og kun meget lokalt og fåtalligt på De Britiske Øer.
I Danmark yngler arten fortrinsvis i ældre løvskov og forekommer derfor primært på Øerne og i det østlige Jylland. Hvepsevågen fouragerer dog i mere lysåbne landskaber såsom enge og moser og er således afhængig af, at sådanne findes i nærheden af ynglestedet.

Hvepsevågen er en almindelig trækgæst i Danmark, da den yngler i noget større antal i Sverige og Finland end herhjemme. Forårstrækket er i anden halvdel af maj og begyndelsen af juni og efterårstrækket i den sidste uge i august eller første uge af september, afhængigt af vejrforholdene. Størstedelen af trækket falder på ganske få dage. Hvepsevågen overvintrer i tropisk Afrika, syd for Sahara.
Hvepsevågen lever – ikke overraskende – mest af hvepse. Det er dog hovedsagelig hvepselarver, den æder, idet de voksne hvepse især tages for at undgå deres stik. For at være helt sikker på ikke at blive stukket i halsen af en hveps nipper den brodden af den, inden den svælger den. Hvepsevågen er ganske godt tilpasset denne levevis; den er således skælbeklædt på udsatte steder såsom ansigtet og benene. Sidstnævnte er endvidere kraftigt byggede, således at den er i stand til nemt at grave hvepseboer ud af jorden.

Klyder på Føns Vangs Sø

Fra fugltårnet ved Føns Vangs Sø kan du lige nu nyde synet af to klyder, der efter at have været fraværende i næsten 10 år nu har taget den nyanlagte ø i besiddelse. Et godt bevis på, at en målrettet indsats til gavn for bestemte fuglearter kan give resultat. Klyden er en karakteristisk vadefugl med sine lange blågrå ben og elegante sort-hvide fjerdragt. Navnet har den efter sin stemme, et ofte gentaget klyt-klyt, der især høres, når man nærmer sig dens yngleplads. Tidligere blev klyden kaldt for skomagerfugl, da dens iøjnefaldende, opadbøjede næb ligner en skomagersyl. Den hører til de få vadefugle, der svømmer godt, da dens tæer er forsynet med svømmehud.

I Danmark yngler klyden i spredte kolonier fortrinsvis på kortgræssede strandenge eller småøer, hvor den ikke kan nås af ræve. Ca. halvdelen af den danske bestand findes på kun syv lokaliteter. Store kolonier findes i Vadehavet, i de vestjyske fjorde, på Læsø og Saltholm. Kolonier kan flytte, hvis ynglen har slået fejl flere år i træk pga. oversvømmelser eller angreb fra rovdyr.

Rasteforekomster af international betydning ses flere steder i Danmark i træktiden, bl.a. i Vejlerne nord for Limfjorden, på Læsø og i Saltvandssøen ved Vadehavet. I Vadehavet samles hovedparten af de danske og øvrige skandinaviske klyder for at fælde. I området ved Rømødæmningen er der talt over 11.000 fugle. Klyden overvintrer langs Vesteuropas kyster, ved Middelhavet og langs kysten af Vestafrika.

Klyden lever af insektlarver, små krebsdyr og bløddyr. Den søger føde på lavt vand, hvor næbbet køres fra side til side med fejende bevægelser, hvorpå vandet og det øverste lag af bunden filtreres for fødeemner.

HUSMÅR I Føns

Vi har længe haft en fast fønser, nemlig en husmår. Den utrolig smuk, men har en kedelig vane med at ville dele hus med os, besørge på vores lofter og splitte isoleringen ad. Så derfor vil de fleste gerne af med den. Den er dog fredet i det meste af året mua. i jagtsæsonen

Her er lidt råd og vejledning om, hvordan du kan vise måren vintervejen.

Husmår / mår – tegn på disse.

Husmår på loftet er yderst generende.  Den kraftige støj på loftet er det sikreste tegn.  Markant larm fra den logerende husmår sker i de tidlige morgentimer samt sent om aftenen – oftest som bump og løbende skridt. Larmen fra mår er særdeles kraftig, og man behøver derfor ikke spidse ører, eller for den sags skyld være i tvivl, om det kan være andre skadedyr på loftet som f.eks. mus eller rotter, eller måske et egern.

Synlige spor fra en husmår / mår er iturevet isolering på loftet, fuglekadavere på loft eller fuglefjer der drysser ud af udhænget.  Også kirsebærsten der er bidt midt over samt snoede ekskrementer der er ca. 8-10 cm – altså på størrelse med en voksen mands lillefinger.  Desuden bruger en husmår stort set altid samme vej ind / ud.  Det betyder, at der opad muren kan findes beskidte aflejringer, hvor den kravler op. Det sker stort set aldrig, at mår ødelægger for at komme ind – men vil omvendt ødelægge for at komme ud, hvis man lukker den inde på loftet.

Husmår størrelse ( voksen )  er ca. 75 cm lang. Kroppen er aflang og smidig, den udgør omkring 2/3 af husmår / mår fulde længde. Sammenlignet med en rotte, der kun er 1/10 i vægt og størrelse, bør man derfor altså ikke være i tvivl ud fra larmen, der er 10 gange højere, hvis man har skadedyr på loftet.

Man ser sjældent husmår, da den er nataktiv og jager derfor om natten, og vender tilbage ved daggry.

Der findes adskillige gode råd om, hvordan man kan få den til at rejse, og du kan finde god vejledning på internettet. Personligt har jeg i mange år haft held med at opsætte små skåle med hjortetaksolie.

MEN SMØR DET FOR GUDS SKYLD IKKE PÅ TRÆVÆRK ELLER LIGNENDE. DET LUGTER FÆLT OG FORSVINDER IKKE LIGE SÅ LET. OG HUSK GUMMIHANDSKER.

Hvis en mår volder skade på din ejendom, må du godt udføre mårbekæmpelse ved at skyde den. Vel og mærke kun. hvis du har jagttegn. Den danske husmår er kun fredet i en vis periode. Miljø- og Fødevareministeriet har visse regler, som du skal overholde, hvis du overvejer at skyde en husmår.

En mår må kun jages/skydes i en afgrænset periode – fra 1/9 til 31/1 – og så SKAL du være sikker på, at måren ikke har efterladt sig unger et sted. Det er dyrplageri, at ungerne skal dø af sult. 

Husk også at lukke dens adgangsvej til loftet.

Føns og Omegns Lokaludvalg

Lille Skallesluger

Lige nu har vi en lidt speciel vintergæst på Føns Vangs Sø, nemlig den Lille Skallesluger

I pragtdragten er hannen umiskendelig med overvejende hvid fjerdragt med grå flanker og sort omkring øjet og i nakken. Hunnerne og hanner i eklipsedragt er grålige med hvide kinder og strube samt rødbrun kalot. Den er den mindste af skalleslugerne, en smule mindre end troldanden.

Lille skallesluger yngler ved skov- eller fjeldsøer i Nordrusland og Sibirien, men også Finland har en betydelig bestand. I det nordlige Sverige yngler få hundrede par, mens der i det nordlige Norge er en endnu mindre bestand. Fuglene fra Sibirien overvintrer ved det Kaspiske Hav, mens de nordskandinaviske og russiske fugle trækker til Nordvesteuropa, hovedsagelig Holland og Tyskland.

I Danmark har der i årene omkring århundredskiftet typisk overvintret omkring 300 lille skallesluger på specielt østdanske lokaliteter. Men nu er den altså også her hos os i Føns.

I lighed med de andre skalleslugerarter består føden af forskellige småfisk, som fanges ved dykning. Derudover tages også diverse krebsdyr og insektlarver.

Troldand

Troldanden ses hele året i Føns Vangs Sø og er i øvrigt almindelig i søer og moser. Om vinteren ses den i større flokke ved beskyttede kyster. Især hannen er let genkendelig med sin sorte overside, hvide flanker og den karakteristiske nakketop. Hunnen er brun med mørkere ryg end kropssider og er mindre iøjnefaldende end hannen; f.eks. har den kortere nakketop. Begge køn har blåligt næb

I Danmark er den udbredt over det meste af landet, dog hyppigst i Østdanmark.

Troldanden yngler typisk i kolonier i vegetationsrige søer og laguner. Den kan dog også yngle på småholme i brakvandsområder, her oftest sammen med hættemåger, der yder beskyttelse i form af advarselsskrig, når rovdyr nærmer sig. Det vigtigste yngleområde herhjemme er Vejlerne, efterfulgt af Tøndermarsken, Roskilde Fjord og Utterslev Mose. Danmark er et meget vigtigt overvintringsområde for troldanden, og bestanden herhjemme kan mangedobles, specielt under hårde isvintre. Ud over i Danmark og Nordvesteuropa som helhed overvintrer de nordlige bestande af troldænder også i sortehavsregionen, ved Middelhavet og omkring Det Kaspiske hav. Om sommeren er der tillige mange gæster nordfra, hvorfor det helt præcise tal af ynglende fugle er svært at bestemme.

Troldanden lever især af bunddyr som snegle, muslinger og orme, som den dykker efter. I sensommeren suppleres disse af frø fra vandplanter, mens ællingerne især fanger insekter og små krebsdyr i vandoverfladen.

I Danmark blev troldanden første gang registreret som sikker ynglefugl i 1904, hvorefter den spredte sig, især i Jylland, men senere også til Østdanmark, hvor den nu har størst udbredelse. I 1960’erne blev den samlede ynglebestand optalt til 200-300 par, 1978-81 blev den anslået til 500-650 par, og 1993-96 vurderedes den at ligge på 800-1.000 par. Omkring år 2000 skønnedes der at være 1.000-2.000 ynglepar, hvilket stadig er gældende. Den store fremgang skyldes indvandring af vandremuslingen fra Sydøsteuropa. Desuden har øget tilførsel af næringsstoffer til søer og moser givet flere rørskovsplanter og dansemyggelarver, hvilket betyder flere redesteder og mere føde til ællingerne.

Kilde: DOF

Redigeret 19.september 2021

Mursejler

På grund af mursejlerens følsomhed over for temperaturforandringer svinger bestanden fra år til år. Mere langsigtet har bestanden gennem en årrække været nogenlunde stabil, men på længere sigt kan bysaneringer udgøre en trussel for arten, fordi gode redebygningsmuligheder i de ældre bygninger reduceres.

Middelfart Kommune har derfor iværksat et projekt med opsætning af redekasser i områder, hvor mursejleren i forvejen yngler, bl.a. i Tanderup Kirke.

Så hvis du har mursejlere boende eller ved et sted, hvor de har reder, så kontakt din lokale repræsentant for Dansk Ornitologisk Forening

Ib Bager, tlf 30205424

Så hjælper han dig med at skabe kontakt til den ansvarlige sagsbehandler i Middelfart Kommune.

Mursejleren ses oftest flyvende i flok hen over byens tage i stor fart, mens den udstøder et karakteristisk højtonet skrig. Den kan forveksles med svaler, men flyver højere, har stive, seglformede vinger og virker på afstand ensfarvet sort. Mursejleren er helt tilpasset et liv i luften. Således er dens ben så korte, at den ikke kan bevæge sig på jorden eller sidde på grene og el-ledninger. Mursejleren sover sågar i luften.

I Danmark er mursejleren en meget almindelig ynglefugl i de større byer, specielt i København, men den er også meget almindeligt forekommende i provinsbyerne på Sjælland og i Nordøstjylland, mens den er fåtallig i Vestjylland og på Fyn.

Oprindeligt har den ynglet i klipperevner, hvor den også i dag yngler på Bornholm. Den kan endvidere yngle i huller i træerne, men i Danmark yngler den i overvejende grad under taget eller i nicher i muren. Reden laves af fjer og plantedele, som den indsamler i luften og klistrer sammen med spyt.
Mursejleren overvintrer i Afrika syd for Sahara. Den ankommer hen i maj som en af de sidste trækfuglearter og flyver bort igen fra slutningen af juli til september. Trækfugle nordfra kan ses til oktober.

Mursejleren lever udelukkende af insekter og andre smådyr, som den fanger i luften. Derfor er den meget afhængig af temperaturforhold. I tilfælde af uvejr kan den flyve flere hundrede kilometer for at søge føde og undgår på den måde lavtryk. De voksne fugle er i stand til at overleve uden føde i 5-6 døgn, mens ungerne kan tåle at sulte i op til 12 døgn. De er i stand til at gå i en dvalelignende tilstand med nedsat stofskifte og temperatur, mens de venter på at forældrene skal vende tilbage.

Kilde: DOF

Redigeret 18 JUN 2021

Skestork i Føns

Igen er der set en raritet ved Føns Vangs Sø, denne gang to skestorke. Skestorken er ensfarvet hvid bortset fra en gullig halsring, som er mest tydelig hos de udvoksede fugle. I yngledragten danner prydfjer en fjerdusk i nakken. Fuglens spatelformede næb har givet anledning til navnet. I flugten, hvor halsen karakteristisk holdes udstrakt, ses skestorken oftest flyvende i grupper på lige linie. Den er ikke meget større end skarven, som den af og til slår følge med. På trods af navnet er skestorken i øvrigt ikke en stork, men tilhører ibisfamilien og er den eneste fra denne gruppe af hovedsagelig tropiske fugle, som yngler i Danmark, som er det nordligste yngleområde for arten. Genindvandringen til Danmark skete i 1996 efter 27 års fravær, hvorefter bestanden har været stigende primært i Vestjylland, men også på Fyn.

Skestorken foretrækker åbne kystområder, laguner og floddeltaer og placerer reden på småøer, gerne i forbindelse med sølvmågekolonier. Det er et krav, at øerne har tæt rørbevoksning, er fri for ræve og andre mindre rovdyr, og at der er minimal menneskelig forstyrrelse. Efter ynglesæsonen samles de nordjyske ynglefugle i Vejlerne, hvor de opbygger det nødvendige fedtlag inden trækket til overvintringsområderne i Vestafrika.
Skestorkene ankommer i marts-april og trækker sydpå i september. Vinterkvarteret er i Vestafrikas udstrakte floddeltaer og vadehavsområder i Marokko og Mauretanien.

Fødesøgningen sker, ved at næbbet bevæges sidelæns gennem vandet, mens fuglen langsomt bevæger sig fremad. Herved finder den frem til de småfisk, insektlarver, snegle, muslinger og krebsdyr, som udgør hovedparten af føden.

Kilde: DOF

Redigeret 13. maj 2021

Rødtoppet fuglekonge

En lille raritet ses nu i Føns Plantage, den rødtoppede fuglekonge. Den ligner fuglekongen, der er Danmarks mindste fugl. Den er en anelse større og lidt mere farve- og kontrastrig end fuglekongen. Det bedste kendetegn er den sorte øjenstribe og det brede, hvide øjenbryn. Hannen har, som navnet siger, en kraftig, orangerød stribe på issen, som ses permanent. Hos fuglekongen ses den orange stribe i midten af den gule issestribe kun, når hannen er ophidset.

Sangen og kaldet består som hos fuglekongen af høje toner, der kan være svære at opfange af det menneskelige øre, specielt hos ældre. Hvor fuglekongen foretrækker nåleskov, specielt granskov, foretrækker den rødtoppede fuglekonge herhjemme blandskov med grupper af unge og gamle grantræer. Den har en udpræget sydlig og østlig udbredelse. Kerneområdet er Sønderjylland, bl.a. Frøslev Plantage, hvor den optræder som regelmæssig ynglefugl. Desuden registreres den i det østlige Danmark: i Nordsjælland, på Bornholm og Falster, gerne i sommerhusområder. Men nu er den altså også her i Føns, hvilket svarer godt til, at den i flere år også er observeret på Sydfyn.

De fleste danske ynglefugle trækker bort om vinteren. Arten er kortdistancetrækker; fuglene overvintrer formentlig i landene umiddelbart syd for os. Nogle år kan arten optræde talrigt i Østdanmark på forlænget træk i forårsmånederne.
Den rødtoppede fuglekonge lever som fuglekongen udelukkende af animalsk føde. Det drejer sig om leddyr, edderkopper, bladlus og insekter. Den rødtoppede fuglekonge fouragerer i højere grad end fuglekongen i løvtræer og tager lidt større bytte end denne.

Kilde DOF

Redigeret 2. maj 2021

Landsvale

Så er den første svale kommet til Føns. En landsvale. Du kan kende den fra de andre svalearter på dens særlig lange, kløftede hale. Så den memotekniske regel kunne være ”Langt ude på landet”.
Landsvalen er den talrigeste svaleart i Danmark. Den kendes fra de øvrige svalearter på sin metalskinnende blåsorte overside, sin rustrøde pande og strubeplet, afgrænset nedadtil af et blåsort halsbånd, og så på halen med forlængede ydre halefjer, der giver den et meget elegant udseende i flugten, eller når den sidder på en tagrykning og hviler. Halens længde er en statusmarkør. Det kræver energi at flyve med en lang hale, så den lange hale er et tegn på fuglens kondition, hvad der gør hanner med en ekstra lang hale attraktive for hunner. Antallet af hanner med dårlig kondition er reduceret kraftigt i de seneste årtier med det resultat, at halelængden på danske landsvalehanner i gennemsnit er blevet 10 % længere i perioden. Der knytter sig megen folkelig opmærksomhed og overtro til svalen på grund af, at den er nært knyttet til menneskelig beboelse, og at den har et karakteristisk udseende og en iøjnefaldende flugt. Udtrykket en svale gør ingen sommer kommer af, at svalen ankommer til ynglekvarteret på meget forskellige tidspunkter. Svalen har gennem tiden været anset for en lykkebringer. Hvor svalen byggede rede, mentes den at bringe lykke til hjemmets beboere, og det ansås for helligbrøde at slå en svale ihjel.
I Danmark er arten en almindelig ynglefugl på gårde med husdyrhold, specielt med kreaturer, men den optræder også som ynglefugl i byer. Landsvalen forekommer talrigt i Sydvestjylland, Himmerland, Thy og Vendsyssel og på Sydvestsjælland. Det kan skyldes, at der her er et relativt udbredt kvæghold. På sydøstvendte kyster som Falster, Møn og Østfyn kan det være gunstige klimatiske betingelser, der giver en høj tæthed. Det har endvidere vist sig, at bestanden er tættest på økologisk dyrkede landbrug.

Landsvalen yngler både i solitære par, hvor hannen forsvarer territoriet intenst mod udefrakommende hanner, og – hvor fødemængden er optimal – i kolonier, hvor rederne kan være anbragt med ned til en halv meters mellemrum. Her foregår en intensiv magevogtning, fordi hannerne ofte forsøger at parre sig med andre hunner. Det er især langhalede hanner, der parrer sig med korthalede hanners mager, hvorved de langhalede hanner får forhøjet ynglesucces. I mod sætning til denne adfærd blev der i Føns faktisk observeret noget helt specielt. Et svalepar mistede deres rede på et meget kritisk tidspunkt lige inden æglægning, hvor en spurvehøg angreb og delvist ødelagde reden. Der trådte ”ud af det blå” to andre svaler til med nabohjælp og hjalp det nødstedte par med en hurtig genopbygning. De nåede det, og der kom tre dejlige unger på vingerne.

Landsvalen trækker bort om efteråret. I tiden før trækket samler svalerne sig i store flokke på op til titusinder individer ved søer og åer med tagrørsbevoksning. Under selve trækket optræder svalerne derimod alene eller i mindre flokke. De danske landsvaler overvintrer i det sydlige Afrika, mens sydeuropæiske landsvaler typisk overvintrer nordligere i Afrika.
Landsvalen lever af insekter, som den fanger i luften. Når kreaturer er af betydning for landsvalen, skyldes det, at de tiltrækker fluer i stort tal. Svalernes flugthøjde er vejrafhængig, idet optræk til regnvejr medfører, at insekterne flyver lavere.Ynglebestanden af landsvaler svinger meget fra år til år. Det afhænger bl.a. af vejrforholdene under trækket og i vinterkvarteret. Tørke i vinterkvarteret medfører øget dødelighed og mindre kuldstørrelse det følgende år. Temperaturen i Alperne under forårs- og efterårstrækket er også med til at regulere bestanden. Generelt er antallet af ynglefugle reduceret med cirka 25% siden halvfjerdserne. Det hænger sammen med, at antallet af gårde med husdyrhold er reduceret, og at svalernes adgang til staldbygninger og udhuse er blevet ringere, så det kan være svært for svalerne at finde egnede redepladser. Arten er i tilbagegang i stort set hele Europa.

Kilde: DOF

Redigeret 11. april 2021

Allike

Jeg har altid godt kunne lide alliker. Deres muntre, glade kald, frække og sociale adfærd appellerer til mig.

De kan også godt lide at være i nærheden af os, fordi vi byder dem meget gunstige redepladser – skorstene.

Det var der en fønser, der måtte erfare. Et par alliker have udset sig en meget dejlig skorsten og med hjælp fra fire andre alliker gik de målbevidst i gang med at bygge. Men det er jo ikke så godt af hensyn til brandfaren.

Så skorstensfejer blev tilkaldt og en allikerist opsat.

Så hvis du vil alliken det godt, så bør du have en allikerist på din skorsten – hvis du da ikke vil nyde deres glade naboskab og ikke bruge den

Alliken er den mindste af vores kragefugle. Den er sort med lysegrå nakke og kinder, og har lyse øjne, der træder frem på baggrund af de sorte øjenomgivelser. Den optræder gerne i flok, og dens korte skrig høres, både når den flyver, og når den sidder. På grund af skriget har den i ældre tid også haft navnet ka, der genfindes i navnet Kalundborg.
I Danmark er den udbredt i det meste af landet bortset fra få mindre øer. Den er mest talrig i Nordsjælland og på Bornholm og fåtalligst i Vestjylland, hvor de mange nåletræer ikke byder på egnede redemuligheder.

Alliken er meget social og yngler gerne i kolonier. Den placerer sin rede i huller i træer, helst i ældre løvskov, der ligger i nærheden af græsmarker eller afgræssede enge, hvor den søger sin føde. Den benytter f.eks. gamle sortspættehuller. Alliken er således tiltaget markant på Bornholm, efter at sortspætten er kommet til. Alliken yngler tidligt om foråret, hvad der giver den en fordel i konkurrencen med natuglen og hulduen om egnede redepladser. Den yngler også i bymæssig bebyggelse, specielt i storbyernes forstæder og i provinsbyer. Her bygger den f.eks. rede i skorstene. Dette er dog blevet vanskeliggjort mange steder i de senere år pga. skorstensriste eller tilstopning af skorstene. De fleste voksne alliker er standfugle, mens ungfuglene trækker bort om vinteren til Sydvesteuropa. Om efteråret kommer der mange gæster på træk fra Skandinavien og Østeuropa, hvoraf en del bliver her vinteren over. Alliker overnatter sammen i store flokke, ofte i selskab med krager og råger. Om vinteren kan man se helt op til 10.000 fugle på de store overnatningspladsen
Alliken er næsten altædende, men den søger hovedsagelig sin føde på græsmarker eller plæner, hvor den tager larver, biller, edderkopper, snegle og orme. Den kan også spise afgrøder på marker.

Redigeret 9. april 2021

Kilde: DOF

Mosehornugle

Mosehornuglen er netop set i Føns – en raritet på træk. Det er en lys ugle, som er lidt mindre end en ringdue. Den har stikkende, gule øjne. Selv om det er en hornugle, har den – i modsætning til den mere almindelige skovhornugle – kun ganske små ”horn”, og disse fjerhorn rejses kun, når den er vagtsom. I modsætning til de øvrige danske ugler er mosehornuglen dagaktiv, hvilket øger chancen for at se den.

I Danmark er arten en meget sjælden, spredt forekommende ynglefugl på strandenge, hedemoser, i ådale og på mindre øer. De mest regelmæssige ynglepladser findes i det sydvestlige Jylland.

Mosehornuglen ses nu næsten kun i forbindelse med trækket her i Danmark. Om foråret er det lokaliteter som Skagen, Gilbjerg Hoved og Hellebæk i Nordsjælland og om efteråret Gedser Odde, Hyllekrog og Sydlangeland. Der har dog i en række år været en fast vintergæst på Helnæs Made. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at den nu dukker op her i Føns!!

Reden placeres i en fordybning i jorden, som regel nær en busk eller lignende. Normalt lægges omkring 6 æg, men i gode gnaverår så mange som 14! Mosehornuglens parringsspil og sangflugt er i øvrigt en fascinerende oplevelse. Under sangflugten flyver hannen i cirkler over territoriet, alt imens den udstøder en række dybe lyde. Desværre er dette nu et yderst sjældent syn i Danmark.

Mosehornuglen er en ret almindelig træk- og vintergæst i Danmark. Særligt Tipperne i den sydlige del af Ringkøbing Fjord og Tøndermarsken er vigtige overvintringsområder. Vinterbestanden svinger ligesom ynglebestanden afhængigt af forekomsten af smågnavere. De danske mosehornugler er delvist standfugle, men en del af bestanden trækker til bl.a. Frankrig for at overvintre.

Arten lever fortrinsvis af smågnavere, men kan også undtagelsesvis tage mindre fugle og insekter.

Størrelsen af den danske bestand svinger betydeligt fra år til år. På langt sigt har der desværre været tale om en klar tilbagegang, hvilket hænger sammen med forstyrrelser på ynglelokaliteterne, og at mange af disse er forsvundet som følge af opdyrkning, tilgroning, beplantning og bebyggelse. Hvis bestanden ikke helt skal forsvinde, er det nødvendigt med en målrettet forvaltningsindsats, der retter sig mod artens sidste tilbageværende ynglelokaliteter.

Skovsneppe

Inden for de sidste dage er der observeret skovsnepper over Føns.

Skovsneppen er den af vores vadefugle, der er mindst knyttet til åbent vand. Som navnet siger, yngler den i skoven. Den har samme buttede kropsform som ringduen, men er lidt mindre. Den har relativt korte ben og et langt næb, hvis spids kan åbnes, når den søger efter regnorme i jorden. Hele kroppen er brunspættet, hvad der yder den en fremragende beskyttelse, når den trykker sig i skovbundens visne løv. Øjnene sidder langt tilbage på hovedet, hvad der gør det muligt for den at se hele horisonten rundt, og dens bagudrettede syn er faktisk det bedste. I parringstiden overflyver hannerne i skumringen trætoppene, mens de ”knorter” og ”pister” for at finde en mage. Når en hun giver sig til kende i en lysning, slår hannen sig ned, og der udspiller sig et langvarigt parringsspil, hvorunder de to fugle bl.a. kredser om hinanden med halerne vidt udspilede, så de hvide fjerspidser danner en halvcirkel. I ynglesæsonen søger skovsneppen føde i skovbunden om dagen, og de overnatter i en lysning i skoven, mens de om vinteren hviler i skoven i dagtimerne og om natten søger føde på de omkringliggende marker, hvor regnormene på denne årstid befinder sig i de øverste jordlag. I Danmark er skovsneppen mest almindelig i Østdanmark, mens den optræder fåtalligt som ynglefugl i Vestjylland. De tre største ynglelokaliteter ligger i Læsø Klitplantage, Rold Skov og Grib Skov. Den foretrækker løvskov med fugtige partier, hvor hunnen søger hen, når ungerne er klækket.

En del af de danske skovsnepper trækker vest- og sydpå om vinteren til De Britiske Øer, Frankrig og Den Iberiske Halvø; i milde vintre kan der optræde mange skovsnepper herhjemme, primært i Vestjylland. I træktiden passeres Danmark af et stort antal skandinaviske og russiske skovsnepper.

Skovsneppen lever i overvejende grad af regnorme, som den fanger ved at prikke i jorden med sit lange, følsomme næb. Den tager også andre smådyr som insekter og deres larver, ligesom den især om vinteren, når jorden er frossen, kan tage frø og andre plantedele. Den kan ses trampe på jorden for at bringe byttedyrene op til overfladen.

Skovsneppen optræder først som ynglefugl i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet, hvor græsning i skovene blev forbudt, men i hele 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet var skovsneppen en fåtallig ynglefugl herhjemme. Fra midten af 1900-tallet er der sket en markant fremgang. Det kan hænge sammen med indskrænkninger i jagten, f.eks. blev forårsjagten forbudt i 1973. Men det kan også forklares med, at der er opstået nye yngleområder, i takt med at fugtige, åbne områder er groet til med sumpskov. F.eks. indvandrede skovsneppen i 80’erne på Vestamager, da strandoverdrevet blev tilgroet med birkeskov og pilekrat.

Kilde: DOF

Bjergpiber

Igen er der set en ornitologisk sjældenhed i Føns, eller rettere ved Ronæsbro, nemlig Bjergpiberen. Det er en trækfugl, der kommer fra Alpeegnene og trækker derfor modsat de fleste andre fuglearter om vinteren.

Bjergpiberen ligner skærpiberen, både hvad angår udseende, størrelse og stemme. De blev da også tidligere anset for at være underarter af den samme art. I vinterdragten, som vi hovedsageligt ser herhjemme, er arten særlig vanskelig at skelne fra skærpiberen. Hovedindtrykket af bjergpiberen er dog mindre grumset. Ryggen er lysere brun og undersiden er mere hvid, ligesom de mørke pletter på undersiden er skarpere aftegnet. Desuden har bjergpiberen tydeligere hvide vingebånd, som især ses i flugten. I sommerdragten får bjergpiberen en svag lyserød farvning af brystet, som dog også ses hos nogle former af skærpiber.
Bjergpiberen yngler i Central- og Sydeuropa samt Centralasien. I Europa forekommer den på fugtigt, græsbevokset bjergterræn over skovgrænsen. Den er mest talrig i bjergområder som Pyrenæerne, Alperne og Karpaterne. Som andre arter, der yngler i store højder, har den et specielt trækmønster, idet dele af den europæiske bestand trækker mod nordvest, hvor den f.eks. overvintrer i Holland, Nordtyskland og Sydengland, mens andre trækker sydpå til Spanien og Nordafrika. I vinterkvarteret optræder den fortrinsvis på strandenge og ved søer og åer ligesom engpiberen.

Siden slutningen af 1990’erne har bjergpiberen optrådt herhjemme regelmæssigt hvert år fra oktober til april. Den ses i næsten hele landet, men især i kystnære områder, til trods for at den helst fouragerer i fugtige områder med fersk- og brakvand. De bedste lokaliteter for arten er Vejlerne, der fungerer som overvintringslokalitet, og trækstedet Skagen. I frostperioder kan arten også ses på strande, hvor den søger føde i tangbræmmerne, ligesom den kan iagttages sammen med skærpiberen på det yderste af havnemoler.
Bjergpiberen lever hovedsagelig af mindre hvirvelløse dyr, fortrinsvis insekter som fluer og sommerfugle, men den tager også plantemateriale som alger og frø. Den fouragerer som regel på jorden, men kan også tage byttet i luften.
Frem til begyndelsen af 1990’erne var bjergpiberen regnet som en meget sjælden vintergæst herhjemme med kun 7 fund; det første fra 1972. Fra 1997 har arten optrådt i større tal. I det første tiår i det nye århundrede er der set knap 400 individer om året. Arten er formentlig pga. dens lighed med skærpiberen blevet overset tidligere, da det er svært på anden måde at forklare den store fremgang i de senere år. Den europæiske bestand var stabil fra 1970 til 1990 og formentlig udsat for en moderat samlet tilbagegang i 1990’erne pga. tilbagegang i Rusland.

Natugle

Vi er lige nu så heldige, at vi som minimum har to natugler i Føns, som om aftenen sidder i hver sin ende af landsbyen og udveksler ”artigheder”.

Natuglen er den almindeligste ugle i Danmark. Det er en mellemstor ugle med sorte øjne og en ret plump kropsbygning. Arten forekommer både i en grå og rødbrun fase, hvor den rødbrune fase er den almindeligste herhjemme. Natuglen er nok den bedst kendte ugle, eftersom man kan høre dens karakteristiske tuden året rundt i mange egne af landet, dog ikke det vestlige Jylland. Fra de hvide dununger med de sorte øjne forlader reden, til de kan flyve, går der en uges tid. I denne periode kan de svæve korte afstande fra træ til træ, men de opholder sig ofte frit fremme i skovbunden. Krage- og drosselfugle, der ellers skælder kraftigt ud på de voksne natugler, freder ungerne, der ikke udgør en del af deres fjendebillede. Ungerne er selvhjulpne og kan f.eks. klatre op ad træstammer ved hjælp af kløerne. Forældrefuglene opsøger dem også på jorden for at fodre dem, så man skal ikke i misforstået barmhjertighed tage dem i pleje.

I Danmark er natuglen tilknyttet ældre, lysåben løvskov. Derfor yngler natuglen primært i Østjylland og på Øerne. I Vestjylland er der meget langt mellem parrene, og arten findes slet ikke på Bornholm. Arten yngler også ret almindeligt ved gårde og anden bebyggelse på landet. Natuglen er standfugl og bliver som regel i sit territorium året rundt. Parrene holder sammen på livstid. Ungfuglene kan strejfe lidt, men sjældent mere end en halv snes kilometer.

Oprindeligt var natuglen udpræget hulruger, men den har tilpasset sig manglen på egnede ynglehuller i den danske natur og kan nu også finde på at yngle i åbne reder. Natuglen går i øvrigt villigt i redekasser fremstillet specielt til ugler. Opsætning af over 1000 redekasser i Jylland og på Fyn har betydet, at arten faktisk er gået frem i det vestlige Jylland.

Natuglens føde udgøres helt overvejende af mus, især markmus. I begrænset omfang tages desuden fugle, insekter og andre smådyr.

Den danske bestand er på 3000-4000 par. Bestandsstørrelsen svinger en del fra år til år i takt med vinterens hårdhed og mængden af gnavere, men i øvrigt har man begrænset viden om den generelle bestandsudvikling. På landet synes arten at være i tilbagegang, formodentlig pga. at uglen ikke længere kan finde egnede redepladser på gårdene, eftersom moderniseringen bl.a. betyder, at mange huller lukkes. I skoven klarer den sig derimod tilsyneladende udmærket.

Isfugl

Hvis du er heldig, kan du lige nu se isfuglen ved Ronæs Mølle og ved Søsportsforeningen.

Ordet isfugl kommer af tysk Eisvogel, 1. led vist af Eisen ‘jern’, måske pga. den stålblå farve.

Isfuglen tilhører skrigefuglene, som er en gruppe af ofte meget farvestrålende, primært tropiske fugle, og isfuglen er absolut ingen undtagelse, hvad farvepragt angår! Den er en af de mest eksotisk udseende danske ynglefugle med sin lysende, turkisblå overside, de grønblå vinger, den orangerøde underside og den hvide halsstribe. Isfuglen er desværre ganske sky, hvilket kun gør det til en endnu mere speciel oplevelse, når man endelig ser den. Den er ca. på størrelse med en sanglærke – dog med en helt anderledes plump kropsbygning og en meget kort hale. Meget iøjnefaldende er næbbet, som er kraftigt og uforholdsmæssigt langt.

I Danmark er isfuglen en ret fåtallig fugl, som forekommer spredt over det meste af landet. Hovedområdet for artens udbredelse er det centrale og østlige Jylland, mens der er meget langt mellem parrene i det vestligste Jylland, på Fyn og i den sydøstlige del af landet.

Isfuglen yngler herhjemme ved søer og vandløb omkranset af krat eller skov. Reden placeres i enden af en ca. 1 meter lang tunnel, som udgraves i skrænter i nærheden af dens fiskepladser.

De danske isfugle er standfugle, og landet er desuden overvintringsområde for en del svenske isfugle. Efter isvintre rammes bestanden som regel af kraftig tilbagegang.

Isfuglen lever primært af småfisk samt vandinsekter og forskellige krebsdyr, som den fanger ved at styrtdykke fra en udsigtspost over vandet. Den dykker med stor præcision og kan tage fisk op til ca. 10 cm. i længden. Da isfuglen er afhængig af gode udsigtsposter at jage fra, foretrækker den vandområder, hvor der er vandrette grene, der rager langt ud over vandet.

Isfuglen er formodentlig først indvandret til Danmark i slutningen af 1800-tallet. Siden har den spredt sig, og bestanden vurderes i dag til at være på ca. 300 par, ikke mindst takket være de seneste mange milde vintre. Bestanden svinger dog en del, idet Danmark ligger på artens udbredelsesgrænse mod nord.

Splitterne

Splitternen er en ret almindelig fugl i de danske farvande og netop set på Føns Vangs Sø, men den er ellers fordelt på 10-15 lokaliteter. Så derfor er det faktisk ret spændende, at den nu dukker op her.

Den er den største af de almindeligt forekommende ternearter, og den kendes let på det sorte næb med gul spids og den sorte nakketop. I flugten kan den kendes på de dybe vingeslag og den karakteristiske stemme: et hæst og skarpt krii-ææh.

Splitternen yngler ret spredt i Danmark, hvor den især forekommer i kolonier på små ubeboede øer og holme ved kyster og fjorde, næsten altid i hættemågekolonier. Splitternerne indtager kollektivt centrum af hættemågekolonien, efter at hættemågerne er i gang med at yngle. Her udnytter de mågernes centrale forsvar af kolonien. De største kolonier findes langs den jyske vestkyst og på Hirsholmene. Kolonierne kan flytte fra sæson til sæson, bl.a. i forbindelse med at hættemågekolonier forsvinder.

Efter yngletiden fælder vores splitterner i stort antal i Sydvestjylland. Ved Blåvandshuk er talt op til 10.000 fugle, hvilket gør lokaliteten til et område af international betydning for arten. Splitternen overvintrer ud for Vestafrika og i Guineabugten. I de senere år er arten dog begyndt at overvintre i det sydlige Europa og så langt nordpå som De Britiske Øer.

Splitternen lever helt overvejende af forskellige småfisk som tobis, brisling og sild, men krebsdyr, bløddyr og orme indgår også i føden. Den fouragerer normalt længere til havs end de øvrige terner og end hættemågen, hvad der bevirker, at de ikke konkurrerer med hinanden om føden, hvorfor det også i denne sammenhæng er interessant, at den nu er set ved Føns.

I Nordvesteuropa har bestanden fluktueret, men den er generelt gået moderat tilbage i de senere årtier, bl.a. på grund af forstyrrelser på ynglepladserne. Også den danske bestand har generelt været på retur siden midten af sidste århundrede. Splitternens antal har vekslet en del gennem 1900-tallet, da arten er den af vore terner, som har været mest belastet af miljøgifte, men bestanden har de seneste årtier ligget nogenlunde stabilt på 4-5.000 par.

Den Røde Glente i Føns

Hvis du for tiden ser denne smukke fætter i området omkring Føns eller endog slå ned i din have, så er du vidne til noget sjældent med heldigvis ikke så sjældent som tidligere.

Med sin lange, kløftede hale, de lange kontrastrige vinger og den rustrøde farve er den røde glente en smuk og iøjnefaldende rovfugl. Den er ca. 25 % større end musvågen. Den røde glente er en fantastisk flyver, der under fødesøgningen flyver ret lavt over jorden, hvor den ofte stopper op i luften, vender rundt og daler ned mod jorden for at undersøge et muligt bytteemne. Når den markerer sit redeterritorium kan den “hænge” i timevis som en drage over skoven.

Den røde glente har en begrænset geografisk udbredelse. Næsten hele artens yngleområde befinder sig inden for Europa. 80% af den europæiske bestand er koncentreret i 3 lande: Tyskland, Frankrig og Spanien. I alle tre lande er glenten nu i tilbagegang. Efter at have været stort set udryddet i Danmark, blev der i januar i år talt ikke mindre end 432 Røde Glenter på landsplan. Den milde vinter har betydet, at mange glenter er blevet i landet i stedet for at trække mod mildere himmelstrøg i syd.

I Danmark yngler den røde glente dog fortsat fåtalligt, men også yngleparrene har været i fremgang i de seneste år og findes nu i alle landsdele. Flest glentepar yngler der i det østlige Jylland, så derfor er det en særlig glæde nu at kunne finde den her i Føns midt på sommeren.

Den Røde Glente yngler i åbne landskaber med spredte skove, gerne i nærheden af vandløb, søer eller moser. Glenten overtager ofte andre større fugles reder i høje træer som f.eks. ravne- eller musvågereder. Reden pyntes gerne med f.eks. papirstumper, farvet plastic, reb o.lign.

Den røde glente har et bredt fødespektrum, men er især kendt som specialist i at finde og fortære ådsler. Derfor har fuglen en vigtig rolle som “naturens skraldemand”. Men glenten er også i stand til selv at jage og dræbe sit bytte. Ungerne fodres således især med friskfangede padder, krybdyr, mus, rotter, hareunger, småfugle, kragefugle og måger. Glenten tager de byttedyr, der er mest talrige på ynglestedet.

Drama på Føns Vangs Sø

For 4. år i træk har der udspillet sig et blodigt drama på den lille holm ude i Føns Vangs Sø.

Da ungerne i den lille skravkoloni på holmen var ved at blive store og lækre, kom vort ørnepar og rydde alle redepladser Ikke en eneste unge kom på vingerne.

I år havde også en lille hættemåge koloni etableret sig i holmens vestlige del. Men også den blev ryddet totalt af ørnene. Men ørnens unge i en af vore nærliggende skove har det fint. Den er nu stor og velnæret og kommer på vingerne inden for de næste par uger.

Men for hættemågebestanden er dette dårlig nyt. I starten af 1960’erne vurderes den danske bestand at have været på ca. 400.000 par, men efterfølgende er bestanden desværre faldet kraftigt. En lignende udvikling har fundet sted i en række nordeuropæiske lande, og både den danske og svenske bestand er mere end halveret inden for de seneste årtier. Udviklingen er ikke mindst uheldig, fordi hættemågekolonier yder vigtig beskyttelse mod rovdyr for en række andre vandfugle. Dette er bl.a. vist at være tilfældet for den sorthalsede lappedykker, som er en sjælden dansk ynglefugl, men hvoraf der faktisk var ikke mindre end tre par i søen i april måned.

Men udover den støt stigende ørnebestand, så presses hættemågen også af den mere livskraftige bestand af sølvmåger, som fortrænger hættemågerne fra deres redepladser. Derfor er hættemågen selvfølgelig også fredet. Men når sølvmågerne klarer sig relativt bedre, så skyldes det i vid udtrækning os mennesker, der med stor tankeløshed strør om os med affald. Sølvmågen er ikke en kostforagter. Den guffer gladelig alt det, vi smider på gade, vej og i baghaven. Så når vi af og til oplever sølvmågen, som en plage, ja, så er vi selv en del af problemet.

Den smukke hættemåge er på trods af kraftig tilbagegang heldigvis stadig et almindeligt syn i den danske natur. I sommerdragten er fuglen meget typisk med sin mørkebrune hætte, men er også ret let at kende resten af året på sine vingers hvide forkant. Hætten er i vinterdragten erstattet af en mørk øreplet.

I Danmark yngler hættemågen i langt størstedelen af landet, men den er afhængig af forekomsten af små øer og holme i søer, fjorde eller ved kysten.

De danske hættemåger trækker til Vesteuropa (og enkelte helt ned til Nordafrika) for at fælde og overvintre allerede i juli, men til gengæld ankommer mange tusinde trækgæster fra Østersøområdet. Disse fugle bliver i Danmark til oktober/november, hvor de har afsluttet fældningen, men mange overvintrer også i Danmark. I løbet af de senere år er det også blevet mere almindeligt, at de danske ynglefugle bliver i landet hele året.

Hættemågens føde er meget varieret og omfatter bl.a. insekter, snegle, orme, fisk, ådsler samt affald. Til tider ses hættemågen også jage insekter højt til vejrs, over moser og søer.

Traner nær Føns

Kilde: DOF

Vi har i mange år sporadisk set traner komme forbi Føns. Der er i de senere år observeret et par i området mellem Eskør og Ørslev, men nu er antallet steget og i det samme område. Der er således gode tegn på, at vi nu har en fast bestand i nær Føns, som er voksende.

Vi nærmer os i disse år 500 ynglepar af trane i Danmark. Hvor arten for cirka 40 år siden kun ynglede med et eller ganske få par på de øde klitheder i Thy, kan vi i dag konstatere, at tranen har taget stort set alle dele af Danmark i besiddelse som yngleområde herunder Vestfyn. Siden 2010 har fremgangen været særligt markant med en stigning på 10 procent pr. år.

Årsagerne til fremgangen skal bl.a. søges i, at affolkningen på landet har givet tranen flere rolige og tilgroede skjulesteder, hvor den kan bygge rede. Desuden er fuglenes føde blevet rigeligere, fordi industrilandbruget i stor stil dyrker foderafgrøder som majs og korn, der er blandt tranens livretter. De store fugle æder mange levninger efter høsten.

I det hele taget er tranen ikke nogen kostforagter. Den æder både vegetarisk og animalsk føde som mus, padder og fugleunger.

Klimaændringer i retning af mildere vintre og den øgede andel af grønne vintermarker har fået flere og flere skandinaviske traner til at droppe et langt og ofte farefuldt træk mod vinterkvarterer i Spanien. De senere år har der været adskillige eksempler på flokke af traner, der er blevet vinteren over i Nordvesteuropa heriblandt Danmark.

Fordelen ved at droppe trækket er, at fuglene befinder sig tættere på deres ynglepladser, når foråret kommer. De er klar til at etablere sig, straks foråret blæser milde vinde over landet

Vi har de senere årtier lært tranen at kende fra nye vinkler. For eksempel kræver den på ingen måde mennesketomme ødemarker og store vidder for at kunne yngle. Vi har fundet den ynglende i små moser som Flægen og mergelgrave. Og der er eksempler på ynglepar med rede tæt på trafikerede veje. Vi har næppe set den danske tranebestand toppe endnu,

Tranen er en meget stor fugl med en længde på 100-120 cm og et vingefang på 180-220 cm. Fjerdragten er grålig. Den har lange ben og lang hals med sort forhals/strube og hvid baghals, der når op bag øjnene. Har en rød plet på bagissen. Næbbet er lige og dolkformet. Halen pjusket og strudseagtig når tranen står på jorden. I flugten er vingerne brede med tydelige sorte fingre. Hals og ben er strakte. Svingfjerene er sorte, mens resten af vingen er grålig. Flyver med langsomme vingeslag. Trækker i relativ stor højde flokvis, ofte i V-formation eller skrå linjer.

Så er gøgen på vej, men færre end tidligere

Kilde: DOF

Nu er det snart tid at høre gøgen igen i Føns. Men der er blevet længere mellem kukkene i det lysegrønne danske forår. Fuglen bag stemmen kan fortsat opleves over store dele af Danmark, men der er blevet væsentligt færre ynglepar af gøge i det danske landskab. Særligt de seneste cirka ti år har tilbagegangen for gøgen i Danmark været markant. Men tendensen for arten har været nedadgående i årtier.

Gøgen deler vilkår med flere arter af trækfugle, som flyver til tropisk Afrika for at holde vinter. Det gælder for eksempel de danske svaler og sangfugle som gulbug, rørsanger og kærsanger.

I store dele af Afrika, hvor mange danske sangfugle overvintrer, er landskabet i stigende grad blevet kultiveret de senere årtier. Udbredt brug af pesticider, gødskning og omlægning af savanne til kulturland har forringet vilkårene for mange insektædere.

I Danmark spiller det negativt ind for gøgen, at mange små vådområder og moser i det åbne agerland er forsvundet. Dræning og opdyrkning har bevirket, at der er blevet længere mellem både fødeemnerne og mulige værtsfamilier af de arter småfugle, som gøgen kan snylte på, siger biologen.

I 1990’erne var der 471 kvadrater i Danmark, hvor gøgen med sikkerhed blev fundet ynglende. I perioden 2014-2017 har vi til sammenligning kun sikre ynglefund fra 70 kvadrater. Det giver et kraftigt fingerpeg om, at bestanden af ynglende gøge i Danmark er gået væsentligt tilbage i tæthed.

I Danmark bruger gøgen mindst 32 arter af småfugle som plejeforældre til sit afkom. I Europa er det dokumenteret, at gøgen snylter hos cirka 100 forskellige fuglearter.

Gøgehunnen begynder sit bedrag med at æde et æg hos den familie, den vil snylte på. Ægget giver hende et kosttilskud. Ved at fjerne et æg hos værtsfamilien øger hun formentlig også chancen for, at hendes eget æg vil blive ruget ud i kuldet.

Gøge er specialister i at snylte hos ganske bestemte arter. Én bruger vipstjerter, en anden bruger engpibere, og en tredje gøg benytter sig måske af kærsangere. Den duestore gøg lægger et af de mindste fugleæg i forhold til sin størrelse. Gøgeægget er blot på størrelse med en lærkes æg.

Gøgeungen kommer ofte til verden som den første hos sin plejefamilie. Allerede tre timer efter sin klækning begynder den unge gøg at smide sine halvsøskende ud af hjemmet.

I gennemsnit varer det 3-4 minutter for en få timer gammel gøgeunge at få et æg bakset op på ryggen og smidt ud i kulden. En rede med et kuld på fire æg vil i reglen være tømt på 3-4 timer, hvorpå gøgeungen er alene hjemme.

Gøgeungen bliver fodret i 17 dage i reden og i 16 dage uden for reden. For en kærsanger som den på billedet betyder det cirka 10 dages ekstra arbejde med pligter i forhold til kernefamiliens normale cyklus.

Der findes ingen eksempler på, at plejeforældre har smidt en gøgeunge ud af deres rede, fordi de fandt den for grov eller egoistisk. Værtsfuglene betragter fra første sekund den i manges øjne kyniske gøgeunge som deres egen.

Det er ikke farven i gøgens gab, der udløser plejeforældrenes trang til hele tiden at komme med føde til deres logerende. Derimod er det gøgens evne til at tigge som et helt kuld småfugle, der gør værterne til effektive skaffedyr.

I 17 dage bliver der serveret for gøgeungen, mens den er i reden. Derpå bliver den fodret i 16 dage uden for reden. For en kærsanger betyder det cirka 10 dages ekstra arbejde med pligter i forhold til kernefamiliens normale cyklus.

Ringduen er tidligt på færde

Danske ringduer er i god form efter sidste efterårs ekstraordinært frugtbare frøår i bøgeskovene. Nu giver den grønne vinter afsæt til æg i rederne allerede midt i januar. Ringduen er en af de fuglearter, der siden 1980’erne har haft størst fremgang i Danmark.

Landet over har ringduen også her i Føns kurret i januar, hvor temperaturen har sneget sig over tocifrede varmegrader og fostret forårsfornemmelser.

Sangen giver signal til rekordtidlige kuld af ringduer, som har optimale vilkår at finde føde i efter sidste års masseforekomster af bog, bøgens frugter, der nu ligger i skovene og er lette at finde for frøædende fugle, fordi hverken sne eller frost lægger låg på spisekammeret.

Når vinteren er så mild, som det i år er tilfældet, kan ringduerne lægge æg meget tidligt på året. Og med den rigdom af føde, der er i bøgeskovene, vil vi kunne opleve ringdueunger i rederne allerede fra marts og helt frem til oktober. Ynglesæsonen vil blive ekstraordinær langvarig i år .

Naturen under pres

Hvis du synes, at du savner stæren i din have, hører sanglærkens triller mindre og savner landsvalernes livlige flaksen omkring, så er der noget om det.

Sanglærken, stæren, viben, gråspurven, landsvalen og nattergalen er fuglearter, som vi har flest af, men som samtidig hører til de arter, der bliver færre og færre af som ynglefugle. Således er fire ud af fem viber forsvundet som ynglefugl i Danmark.

30 procent af vores fuglearter går tilbage som ynglefugle i Danmark. Ud af 196 fuglearter, som yngler i Danmark, er 58 i tilbagegang.

Det viser nye tal fra Nationalt Center for Miljø og Energi, DCE, ved Aarhus Universitet. 

Tallene viser desuden, at 18 procent er i fremgang og 37 procent går hverken frem eller tilbage. De sidste 15 procent har vekslende eller ukendt bestandsstørrelse.

Det er ikke kun bierne og andre insekter, der har det svært i Danmark. Det gælder også mange af vores fugle. Vi taler her om en menneskeskabt naturkrise, der vidner om, at vores natur generelt mangler plads. Det har konsekvenser for mange fugle, der har sværere og sværere ved at finde steder at yngle. Deres føde forsvinder i takt med insekterne, og vi mennesker har mere og mere brug for den plads, hvor fuglene skulle være.

Krisen kræver mere og bedre natur her og nu, hvis tilbagegangen i biodiversiteten – variationen af arter af fugle, pattedyr, planter og insekter – skal stoppes.

Derfor er det godt at konstatere, at Middelfart Kommune har taget problemet op og sat arbejdet med udvikling af en biodiversitetsstrategi i gang.

Oddere i Føns Vangs Sø

Udbredelse

Hvis du er rigtig heldig, så kan du ved Ronæsbro se oddere krydse vejen mellem Gamborg Fjord og Føns Vangs Sø.

Odderen var i slutningen af 1950’erne udbredt i det meste af Danmark. En undersøgelse i 1980 viste, at den danske bestand var gået drastisk tilbage og der blev iværksat en række forvaltningsmæssige tiltag. Bestandsudviklingen har siden været positiv og odderen lever nu i store dele af Jylland.

Udseende

Fra snudespids til halespids måler en voksen odder ca. 100-130 cm og vejer ca. 6-11 kg (hanner), 5-8 kg (hunner). 

Som en tilpasning til livet i vand har odderen svømmehud mellem tæerne, og kroppen er lang og strømlinet. Både ører og næsebor kan lukkes, når dyret dykker, og pelsens gråbrune underuld er isolerende og vandskyende.

Pelsens er på oversiden mørkebrun, lidt lysere på bugen, og på halsen og undersiden af hovedet kan pelsen være hvidgrå.

Det flade hoved med de lange knurhår omkring snuden og den kraftige hals, der næsten går i ét med kroppen, er typiske kendetegn ved odderen. Men arten kan også kendes på den let affladede hale.

Føde

Odderen lever især af fisk som aborre, ål, karpe og ålekvabber. Fisk i størrelsen 10-15 cm foretrækkes. De foretrukne ål er dog en smule længere. Frøer kan også udgøre en del af føden, og indimellem tager odderen også små pattedyr, fugle og krebsdyr. Alt dette er jo rigeligt til stede i Føns Vangs Sø.

Levevis

Odderen lever i tilknytning til både stillestående og rindende vand, salt- og ferskvand. Uforstyrrede vandløb, søer, moser og fjordområder, med gode skjulmuligheder i form af vegetation, er oplagte levesteder. Igen er Føns Vangs Sø et oplagt valg for en odder

Da odderen er nataktiv opholder den sig om dagen i en hule i brinken, under trærødder eller under buske.

Både hanner og hunner hævder territorium, men hannens er større end hunnens, og kan strække sig over mere end 10 kilometer vandløb. Kun i parringstiden færdes hannen og hunnen sammen.

De fleste unger bliver født om sommeren eller i efteråret, selv om odderen kan føde unger på alle tidspunkter af året. Et kuld på 2-3 unger fødes, når hunnen har været drægtig i ca. 60 dage. Ungerne er et år gamle, før de kan klare sig selv.

For at odderen yngler, skal der i dens territorium være skjul eller fristeder i form af rørskov, krat eller anden bevoksning. Der skal også være ringe menneskelig aktivitet, det vil sige et minimum af færdsel, lystfiskeri og jagt. Findes der tilstrækkelige skjul, er odderen mere tolerant overfor menneskelige forstyrrelser.

Trusler og bevaring

Der bliver årligt dræbt ca. 30-40 oddere i trafikken, og det sker oftest, hvor en vej krydser et vandløb. Det var netop det, der sket ved Ronæsbro for ca. et halvt år siden. Erfaringer har vist, at en del af disse trafikdrab kan undgås ved at der etableres fast grund af banketter, sandbanker, græs eller sten under broen. De fleste oddere vil nemlig ikke svømme under vejen, men gerne krydse under den via fast grund.

Tidligere druknede oddere ofte i fiskeruser. Ifølge gældende lov skal man nu bruge stoprist eller spærrenet i åleruser.

Oplev odderen

Odderen er et meget sky dyr, og man skal derfor være heldig for at opleve den i det fri.

Man bør kigge efter odderen i den tidlige morgen eller sene aften. Man kan også kigge efter odderen, hvis det er vinter med hård frost og is på søer og vandløb. Så kan den dukke op, hvor der er isfrit.

Ser man ikke odderen, kan man stadig være heldig at finde spor efter den. Her kan man kigge efter poteaftryk i mudderet langs bredden, ekskrementer eller ”slisker” – de glidebaner odderen bruger for hurtigt at komme i vandet. 

Syge solsorte

Siden foråret er omkring 100 solsorte fundet døde eller døende. De frygtes at være ramt af den dødelige fuglevirus Usutu, der også kan gøre mennesker syge.

Symptomerne på Usutu-virus er blandt andet, at solsortene bliver apatiske og sidder helt stille på græsplænen uden at flyve væk, når man nærmer sig. Send døde solsorte via www.vildtsundhed.dk 

I Tyskland er titusinder af solsorte de seneste år døde af Usutu-virus, der er en myggeoverført sygdom fra Afrika. Også Holland og Belgien har været ramt af massedød blandt de sorte drosler, og denne sommer er der konstateret Usutu-virus i en svensk solsort på øen Gotland i Østersøen.

Nu frygtes det, at de seneste måneders rapporter om ekstraordinært mange døde, døende eller svækkede solsorte i danske haver og parker skyldes en spredning af Usutu-virus.

Det er højst usædvanligt, at der i løbet af få måneder er anmeldt omkring 100 henvendelser fra danskere, som finder døde solsorte, eller observerer fugle med underlig adfærd. Det begyndte i foråret, og foreløbig har antallet af alarmerende meldinger kulmineret i sensommeren. Fuglene sidder oftest apatiske på græsplænen. Dagen efter kan de være døde. Symptomerne peger klart i retning af Usutu-virus, der er konstateret i mange tyske solsorte umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse. Det er formodentlig kun et spørgsmål om tid, før der bliver konstateret Usutu-virus i Danmark,

Hvis I finder døde solsorte, opfordres I til at indsende døde solsorte til DTU Veterinærinstituttet til obduktion og videre analyse for Usutu-virus. Se på www.vildtsundhed.dk hvordan. Husk at tage handsker på, når den døde fugl puttes i en plastikpose og postes videre,

Det er primært personer, der i forvejen har svækket immunforsvar, der er i risikozonen for at blive syge af Usutu-virus, men der er ingen grund til at tage chancer. Infektion med Usutu- virus kan give feber og hovedpine og i særligt alvorlige tilfælde også centralnervøse forstyrrelser såsom nakkestivhed, lammelser og manglende motorisk kontrol.

Havørnenes angreb på skarverne

Danmarks største rovfugl, havørnen, optræder som luftens svar på havkatten i hyttefadet i flere danske skarvkolonier.

Det er særligt markant i Brændegård Sø på Sydfyn, hvor 7.087 ynglepar er reduceret til 376 par i løbet af et kvart århundrede. Og i år kommer der for første gang i 46 år ingen skarvunger på vingerne fra øen i søen. Det samme er tilfældet her hos os selv, hvor havørnene på 3. år i træk i den sidste del af juni har guffet sig igennem skarvrederne i den lille skarvkoloni på den lille holm i Føns Vangs Sø og fortæret alle skarvungerne inden for nogle få dage og dermed udryddet alle ungerne.

Selv om skarvernes faldende adgang til føde i de danske farvande også har spillet ind, er de seneste to årtiers nedtur for skarven i Brændegård Sø og Føns Vangs Sø sket i takt med havørnens voksende succes som dansk ynglefugl.

I takt med at Danmarks bestand af havørne er vokset til op imod 100 ynglepar, der siden 1996 har fostret næsten 1.000 flyvefærdige unger, er der kommet flere og flere unge havørne på besøg i Brændegård Sø og vores egen Føns Vangs Sø.

Der er ikke meget ro til skarverne, fordi der i hele ynglesæsonen patruljerer voksne og unge havørne, hvor skarverne har deres reder. Hvis ikke ørnene æder skarvernes æg selv, tager måger, krager og husskader gerne for sig af retterne, fordi disse fugle har lært, at havørne skaber så meget uro i kolonien, at de kan komme til fadet.

Efter at være blevet udryddet i 1870’erne genindvandrede Mellemskarven i 1938. På grund af kraftig beskydning frem til totalfredningen i 1980 blev bestanden holdt nede på trods af meget gunstige yngleforhold i Danmark. Efter fredningen steg bestanden kraftigt gennem 1980’erne som et resultat af forbedret beskyttelse i Danmark og det øvrige Europa. Fra 1993 til 2006 var antallet af ynglepar i Danmark ret stabilt omkring 39.000 par. Herefter gik antallet tilbage og nåede et lavpunkt på 25.000 par i 2013, men steg så igen, så antallet i i dag er ca. 31.000 par.

Vi kan nu glæde os over at opleve naturens dynamik i skikkelse af havørnen, der som et vildt og naturligt element i faunaen jager de byttedyr, der byder sig til ved søer og fjorde.

Naturmyndighederne kunne måske overveje at droppe den massive og meget kostbare bekæmpelse, eller regulering, som man kalder det, af danske skarvkolonier, som hvert år finder sted i en lang række kolonier. Hvorfor ikke lade naturen, altså her havørnene, selv klare reguleringen, så får vi den skarvbestand, som den danske natur kan bære.

I 2018 blev 4.249 skarvreder ud af en bestand på 31.605 ynglepar reguleret, hvilket betød, at der blev sprøjtet paraffinolie på æggene, så de ikke klækkede. Desuden blev der skudt 2-4000 skarver.

Lille Præstekrave

I år har flere par af Lille Præstekrave valgt at yngle i de små sumpområder mellem Føns og Sparretorn.

Præstekraverne er små vadefugle, mindre end en stær, med kort næb. De har alle en hvid halskrave, der står i kontrast til de markante sorte ansigtstegninger, og som har givet anledning til navnet. Den lille præstekrave er en smule mindre og slankere end den mere almindelige stor præstekrave, men de voksne fugle kendes især på det mørke næb, den gule øjenring og de lysebrune ben, der adskiller sig fra stor præstekraves orange ben. I flugten kendes den fra den store og den hvidbrystede præstekrave på det manglende lyse vingebånd.

Den naturlige biotop for arten er å- og søbredder, men en stor del yngler i dag i menneskeskabte biotoper som grus- og lergrave, i takt med at antallet af naturlige biotoper er reduceret. I Danmark optræder lille præstekrave fåtalligt og spredt på egnede lokaliteter i hele landet, mindst talrigt i Vestjylland, hvor der ikke udvindes grus på den sandede hedeslette. Lille Præstekrave skifter ofte yngleplads, når forholdene på de gamle ynglesteder bliver mindre egnede pga. tilgroning eller udlægning til rekreativt område eller losseplads.

Inden de trækker sydpå optræder de enkeltvis eller i mindre flokke ved søbredder og langs vore kyster. I træktiden besøges Danmark formentlig primært af skandinaviske fugle. De fleste små præstekraver overvintrer i Afrika syd for Sahara eller i Østafrika, mens et mindre antal overvintrer i Middelhavslandene eller i Mellemøsten.

Lille Præstekrave lever hovedsagelig af insekter, edderkopper og andre mindre hvirvelløse dyr som snegle og krebsdyr. De søger føden i jordens overflade eller på lavt vand.

Lille Præstekrave har oplevet en markant fremgang i Danmark i løbet af det 20. århundrede, i takt med at efterspørgslen på grus steg i tiden efter 2. verdenskrig. Indtil omkring 1970 forekom lille præstekrave i langt overvejende grad i landets østlige egne, men siden har arten ekspanderet vestpå, bl.a. som følge af grusgravninger i det nordøstlige Jylland.

Toppet Lappedykker

Lige nu er der vildt mange Toppet Lappedykkere i Føns Vangs Sø. Du kan let tælle 40-60 individer på én gang. Det er 2. år, vi ser dette fænomen.

Toppet lappedykker er den største af de danske lappedykkere. Den kendes fra ænder ved at være slankere, har længere hals og ligger lavere i vandet. Hovedet er karakteristisk med en sort isse, der forlænges bagud i to sorte fjertoppe, der ligner ører, og en rødbrun halskrave i yngledragten. Halsen er hvid, og i flugten ser fuglen meget lys ud.

I Danmark er den almindelig, hvor der er større søer, specielt i den østlige del af landet. I Vest- og Nordjylland er der relativt få ynglefund, og på Bornholm yngler den ikke.

De fleste toppede lappedykkere yngler i større søer. Hvis der er tilstrækkeligt med åbent vand med gode fiskemuligheder, kan den yngle i kolonier med over hundrede par. Bestandstætheden er således afhængig af fødemængden. Store bestande findes f.eks. i Maribosøerne, Vejlerne i Thy, Glenstrup sø ved Hobro, Furesøen og andre søer i det nordlige København men nu også i Føns Vangs Sø. Toppet lappedykker trives særlig godt i søer med store bestande af småfisk, hvilket gør Føns Vangs Sø til et oplagt valg.

 Ynglesæsonen er meget lang. Fra april til september kan man se nyklækkede unger. Reden, der er flydende, bygges af tagrør og andre sump- og vandplanter. Når reden med æg forlades, dækkes æggene til med plantemateriale. De nyklækkede, stribede unger ses ofte på ryggen af en af forældrene, mens magen skaffer føde. Det skyldes, at ungerne er meget følsomme over for afkøling. Samtidig yder det gode tilflugtssted god beskyttelse mod rovfisk.

I fældningstiden og uden for ynglesæsonen samler lappedykkerne sig i stort tal i fiskerige søer og fjorde for at fælde svingfjerene, f.eks. i Maribosøerne og Hjarbæk fjord øst for Skive. I denne periode er fuglene ude af stand til at flyve. De fleste toppede lappedykkere trækker bort om vinteren til Ijsselmeer i Holland eller områder langs Kanalkysterne. Nogle trækker så langt væk som til Sortehavet.

Bestanden af toppet lappedykker er vokset i Danmark i løbet af det 20. århundrede på grund af fredning og en lang periode med stigende antal søer med mange småfisk. Når søer belastes med næringsholdigt spilde- og drænvand, stiger antallet af småfisk. Det har den toppede lappedykker nydt godt af mange steder. Bestanden stabiliserede sig i 1970’erne og 1980’erne. Siden er bestanden atter gået noget ned. Tidligere har den været genstand for en intensiv jagt dels pga. de skinnende hvide bugfjer, der bl.a. blev anvendt som frakkefor, og dels fordi den mentes at være skadelig for fiskeriet.

Taffeland

Der har i længere tid været ét par Taffelænder i Føns Vangs Sø. En spændende udvikling, da vi, så vidt vides, ikke har haft ynglende Taffelænder i søen tidligere. Hannen er i sommerdragt ikke til at tage fejl af med det kastanjebrune hoved, det sorte bryst og den lysegrå krop. Hunnen har mere diskrete grå-brune farver. Navnet taffeland refererer til, at man før i tiden anså taffelanden for at være en meget velsmagende fugl – lige til et veldækket taffel.

I Danmark yngler taffelanden ret almindeligt i næringsrige søer og moser i det østlige Danmark, hvorimod den er mere fåtallig i Vest- og Nordjylland. Her yngler den især i brakvandslaguner. Ofte er der kun få ynglepar på samme lokalitet, men den kan optræde i kolonier sammen med hættemåger.

Taffelanden er en ret almindelig trækgæst i Danmark. Landets bedste rastelokalitet er Maribosøerne, hvor der er talt op til 15.000 fugle. Som overvintringsområde er Danmark ikke af større international betydning; langt de fleste fugle overvintrer i Middelhavet, Sortehavet og det Kaspiske Hav. I danske farvande vurderes der maksimalt at være 10.000 overvintrende taffelænder. Antallet af overvintrende taffelænder herhjemme er dog klart større end antallet af danske ynglefugle.

Taffelanden er formodentlig den danske dykand med det mest alsidige fødevalg. Arten lever således både af vandplanter, insekter, krebsdyr og bløddyr. Den kan både dykke efter føden og snadre i vandoverfladen som en svømmeand.

Som følge af en generel vestlig og nordlig ekspansion i sidste halvdel af 1800-tallet indvandrede taffelanden også til Danmark. De første ynglepar herhjemme er fra 1860’erne fra Jylland. Efterfølgende er arten gået jævnt frem, men i de senere år synes bestanden at være præget af ret store fluktuationer uden nogen entydig tendens. Arten synes stadig at ekspandere sit yngleområde

Grønirisker dør af parasitter i svælget

Der er i denne vinter flere steder i landet igen set svækkede og døende finker omkring foderbrættet. Parasit-infektionen ”gul knop” kan hærge lokalt især blandt grønirisker. De er tilsyneladende flere steder i Danmark ramt af parasit-infektionen ”gul knop”, der har det med at optræde lokalt og epidemilignende.

Føns blev forrige vinter ramt af en anden tilsvarende epidemi blandt grønirisker, som næsten udryddede bestanden i byen.

Infektionen forårsages af den encellede organisme Trichomonas gallinarum, der giver gullige og hvidlige svampede belægninger i svælget og halsen på den ramte fugl, deraf navnet ”gul knop”. De inficerede fugle dør i reglen langsomt af sult, fordi svælget stopper til, så fuglene ikke kan æde. Det er karakteristisk, at fugle med ”gul knop” har en tilbøjelighed til at sidde og strække hals. Det er i særlig grad frøædende fugle, som finker og duer, der ofte æder kollektivt, som bliver ramt af infektionen på grund af Trichomonas gallinarum. Det hænger sammen med, at infektionen smitter gennem munden. Jo tættere kontakt fuglene har, mens de æder, desto større vil risikoen for at komme til at huse parasitterne være.

Som haveejer og fugleinteresseret kan man forebygge infektioner med Trichomonas gallinarum ved at højne hygiejnen på og omkring foderbrættet.

Det bedste, du kan gøre, er ganske enkelt at holde en pause med fodringen. Infektionen spredes via fuglenes daglige og tætte kontakt ved udlagt foder, hvorfor det hjælper, hvis man tvinger fuglene til at sprede sig i terrænet. Det kan også have en forebyggende effekt at flytte foderstedet med jævne mellemrum. Du bør i øvrigt jævnligt rengøre dit foderbræt med kogende vand.

Man bør ikke overdrive sin fodring af havens fugle, men holde igen på den årstid, hvor der er føde nok til de fleste fugle.

Landmænd og fuglevenner vil sammen hjælpe viben

Så er viben heldigvis igen kommet til Føns. Men desværre også i år i et alt for lille antal. Men der er lys forude.  Dansk Ornitologisk Forening, DOF, indleder nu et samarbejde med Landbrug og Fødevarer om at standse tilbagegangen for viben i landbrugslandet. Det sker med en fælles folder med forslag til, hvordan landmændene frivilligt kan hjælpe de trængte viber.

Samarbejdet udmønter sig nemlig nu i en folder, der skal give gode råd til den enkelte landbruger om, hvad han eller hun ad frivillighedens vej kan gøre – eller undlade at gøre – på sin ejendom for at fastholde viben de steder, hvor den fortsat er.

Folderen udkommer ved yngletidens start i år, og forslagene i den vil i vid udstrækning være baseret på viden og erfaringer, som DOF har indsamlet fra ind- og udland. Forslagene er i skrivende stund ved at blive fagligt vurderet og kvalitetssikret af landbrugets videnscenter, SEGES i forhold til landbrugslovgivning og støtteregler m.v. Landbrugere, der følger rådene, kan således føle sig sikre på ikke efterfølgende at blive trukket i landbrugsstøtte.

De gode råd kommer unægtelig på en sort baggrund. DOF har gennem de sidste mange år gang på gang påpeget, at vibebestanden var i frit fald herhjemme. Faktisk er tre ud af fire viber forsvundet over de sidste kun 40 år. Det viser DOF’s punkttællinger, der har fulgt den danske vibebestand siden 1976.

Selv om en folder med forslag til frivillige initiativer kan synes som en beskeden indsats i forhold til Vibens massive tilbagegang, så er det store sager, at landbrugets parter og DOF nu har sat sig sammen og er blevet enige om, at en fælles indsats er påkrævet.

Fjeldvåge

Lige nu kan du se et særligt flot individ af en gæsten fjeldvåge omkring Føns. Fjeldvågen minder om musvågen i udseende, men er en anelse større, har længere vinger og en lysere fjerdragt end denne. Den har hvid hale med mørk bagkant. De tidligere navne, låddenbenet musvåge og vintermusvåge, hentyder henholdsvis til artens fjerklædte ben og til, at den primært forekommer i Danmark i vinterhalvåret.

Fjeldvågen findes ynglende i det nordlige Skandinavien og videre østpå gennem Rusland og Sibirien samt i Nordamerika. Arten yngler ikke i Danmark, men er så at sige det nordlige Skandinaviens musvåge og således den almindeligste rovfugl i Norge.

Til forskel fra musvågen jager fjeldvågen hovedsagelig ved at ”muse” ligesom tårnfalken, altså ved at hænge det samme sted i luften på udkig efter bytte, hvilket hænger sammen med dens tilpasning til at jage i åbne fjeldlandskaber. I Danmark spejder fjeldvågen dog også efter bytte fra pæle som musvågen for at spare på energien. Fjeldvågen er ikke et ualmindeligt syn i det danske vinterlandskab.

I Danmark kan fjeldvågen ses overvintrende over hele landet, hvor den primært opsøger større åbne naturområder som de vestjyske eng- og fjordlandskaber, vildmoserne og marskområderne i Vadehavet, men den forekommer også mange andre steder. Fjeldvågen ses således også tit langs motorvejene på udkig efter trafikdræbt vildt eller gnavere i motorvejsrabatterne. Gode træksteder om foråret er Skagen, Rørvig, Gilleleje og Hellebæk, mens fjeldvågen om efteråret især koncentreres ved de sydøstdanske træksteder som Gedser Odde og Dueodde.

Som mange andre af fjeldets rovdyr lever fjeldvågen i yngletiden hovedsagelig af lemminger. I overvintringsområderne er føden den samme som musvågens og omfatter især mus. Dette fører til konkurrence mellem de to arter, og territoriet forsvares derfor både over for artsfæller og musvåger.

Spurvehøg

Lige nu er ser man ofte spurvehøgen trække ind i bebyggede områder også her i Føns, hvor den med sin lynhurtig flugt bevæger sig gennem haverne og langs hækkene.

Spurvehøgen er en lille rovfugl med lang hale og afrundede vinger. Hunnen har brunlig overside og en tværstribet grå og hvid underside; hannens overside er blågrå, og undersiden er tværstribet hvid og rustrød. Hunnen kan være næsten dobbelt så stor som hannen og kan forveksles med duehøgehannen. Spurvehøgen har dog hurtigere vingeslag, tyndere ben og mangler duehøgens afrundede halehjørner.

Spurvehøgen lever almindeligt i skoven, men har i nyere tid fundet mange egnede ynglesteder i villakvarterer og helt inde i centrum af større byer. Det eneste krav til territoriet er, at der er rigeligt med småfugle og buske og træer, som muliggør overraskelsesangreb.

Den samlede danske ynglebestand anslås til 3.500-4.000 par, fordelt over hele landet. Det giver en bestandstæthed på 8-10 par per 100 km2, hvilket er blandt de højeste i Europa. Kun i områder med meget sparsom vegetation, som i Vadehavsmarsken og på Anholt, mangler spurvehøgen.

De fleste danske spurvehøge er standfugle, men ca. 15 % af de jyske og 30 % af de sjællandske fugle trækker til vinterkvarteret i Sydvesteuropa. Forår og efterår passerer mange fugle fra de nordskandinaviske ynglepladser igennem Danmark og kan især observeres på de traditionelle træksteder, Skagen og Hellebæk om foråret og Stevns, Gedser Odde og Stigsnæs om efteråret.

På grund af den betydelige størrelsesforskel tager han og hun forskelligt bytte. Hannen tager småfugle op til solsortestørrelse, mens hunnen kan tage bytte op til duestørrelse. Om sommeren tages mange nyudfløjne fugleunger, som er et nemt bytte. Jagten foregår gerne fra et skjul i et træ og sker altid som overraskelsesangreb, hvor høgen forsøger at komme tættest muligt på byttet, inden den opdages.

I 1950’erne og 1960’erne gik bestanden kraftigt tilbage; den blev reduceret til ca. en tredjedel på grund af brugen af pesticider som DDT og PCB. Efter forbud mod disse miljøgifte i starten af 1970’erne og pga. totalfredningen af rovfuglene i 1967 gik bestanden frem igen og var i starten af halvfjerdserne på mellem 1.000 og 1.500 par. Vinterklimaet påvirker de overvintrende fugles overlevelse, og derfor har de mange milde vintre i løbet af de seneste to årtier formentlig bidraget til den positive bestandsudvikling.