Sankt Hans Tale 2021
Tak fordi jeg igen har fået lov at holde en lille opbyggelig tale her ved sommersolhvervet. Denne gang har jeg valgt at bruge historiens vingesus til at bringe, om muligt, os alle op på et højere erkendelsesniveau.
Føns er et ældgammelt samfund, hvor fund på mark og i fjord leder os tilbage til ærtebølletiden for henved 7000-år siden. Mange fund er gjort i Tybrind Vig – Føns Vig – Gamborg Fjord. Og i de sidste år har amatørarkæologer gennemtrawlet Føns’ marker med deres metaldetektorer og fundet helt markante oldtidsfund, bronzesværd, mønter, figurer, torshamre.
Det er derfor fascinerende at tænke på, at lige her, hvor vi bor, har man fundet skeletterne af en 14-16 år gammel kvinde med et spædbarn, som for 5-7000 år sikkert i en midsommer har set stammebådene med ornamenterede årer glide ud i vigen for at fiske og jage.
Det er fascinerende at tænke på, at fra bakken, hvor nu kirken ligger, har man kunnet se vikingeskibene lægge til en lun sommeraften i Føns og følt, hørt og set midsommerkvælden, som vi gør det her og nu.
Det er fascinerende at tænke på, at i 976 kom Harald Blåtand her til stedet og iværksatte byggeriet af Fyns første kirke, hvorefter de hedenske skikke langsomt, men sikkert blev opslugt af kristendommen, herunder også fejringen af midsommer. Det blev nu Johannes Døberens fødselsdag, vi fejrer, hvilket falder præcis et halvt solår før Jesus’ fødselsdag. Johannes var som bekendt Jesus’ fætter, og det var ham, der døbte Jesus.
Det er fascinerende at tænke på, at den 30. januar 1658 kom svenske tropper her til byen, besatte kirken og brugte den som lokalt hovedkvarter og forplejningssted. Også de har i de efterfølgende to år set midsommersolen her i Føns, indtil de forlod Fyn.
Det er altså fascinerende at tænke på, at i disse mange tusind år har vore landsbyfæller set den samme sol sænke sig over Lillebælt eller for den sags skyld den samme regn pøse ned ved midsommer – ved sommersolhvervet.
De har sikkert som vi følt noget særligt ved, at fra nu af kommer den fulde sommer, men også, at dagene fra nu af bliver kortere – høsten er ikke langt væk og efterår og vinter sig langsomt, men sikkert, nærmer.
Der blev taget varsler. Guderne blev tilbedt, ofringer givet – der blev blotet, senere blev der i kirken bedt for en frugtbart år med grimme mindelser om de år, hvor det ikke gik så godt, som f.eks. i 1400-tallet, hvor der var hungersnød eller om den 24. august 1409, hvor der var jordskælv her i Føns.
Varsler var knyttet til midsommeraftens særlige kraft. Regnede det sankthansaften, da skulle det regne seks uger derefter. Og “Jo mere det regner på sankthansaften, des mindre vokser hasselnødderne.” Og profylaktiske initiativer blev taget. F.eks., satte man en firkløver ind i huen sankthansaften, forebyggede man hovedpine. Det kan være, at der er en eller anden, der i morgen tidlig ville ønske, at man havde husket dette gode råd.
I det hele taget skulle denne nat, ifølge folketroen, være ladet med en særlig kraft. Folket troede derfor, at lægeurter, der blev indsamlet Sankthansaften og -nat var mere kraftfulde en normalt.
Dagen har været fejret i Norden gennem mange hundrede år og er bl.a. beskrevet af en mand ved navn Olaus Magnus, der skrev en krønike om de nordiske folks historie i 1555. Han fortæller, hvordan alle “uden skelen til køn eller alder” samledes på torve eller marker for at brænde bål, danse og synge skæmteviser”. Føns har været betydende landingssted og handelsplads helt tilbage i jernalderen. Så man har givet i århundreder også givet den gas her på stedet.
Kirken var ikke udelt begejstret for denne form for Sankt Hans-fest. Præsten Niels Hemmingsen, som levede i 1500-tallet, skrev, at aftenen blev fejret med “dans og nattedrik, gadelams krans, ild at optænde at huje, skrige og drikke den hele nat over. Jeg synes, det virker bekendt. Det kunne såmænd lige så godt være en varm sommeraften her ved Føns Strand, hvor de unges ghettoblastere holder os gamle vågne med musik til gene, som det nu hedder, til langt ud på natten.
Vi danske har altså heller ikke forspildt denne chance for holde et godt gilde og få en dertil afmålt kæp i øret. Sankthans eller midsommer fejredes med sang og druk, især omkring helligkilderne.
Kirsten Piils Kilde i Dyrehaven blev angiveligt fundet en midsommernat i 1583. Der var magi i luften, og havde man brug for planter med ekstra styrke, gjaldt det som tidligere nævnt om at samle dem den nat. En rønnegren ophængt over døren beskyttede mod hekse. Ifølge folketroen kunne forelskede piger hænge to sankthansurter op under loftsbjælken, for at se fremtiden. Voksede planterne bort fra hinanden, var der ikke håb om, at forelskelsen var gengældt. Voksede de derimod mod hinanden, så det lyst ud.
Kvinder skulle i øvrigt passe på ikke at blive stukket af sankthansormen i løbet af festen. Det blev man angiveligt gravid af. Jeg er nu ikke helt sikker på, at det var det, der stak dem, men lad det nu være. Det kunne i det mindste bruges som en plausibel undskyldning.
I 1740’ernes pietisme blev det forbudt at blusse på sankthansaften, men det viste sig umuligt at håndhæve forbuddet, mærkeligt nok.
De færreste kan forestille sig Sankt Hans aften uden et stort bål. Oprindeligt blev bålet til Sankt Hans tændt for at fungere som vågeblus. Vågeblusset skulle varsle, at dagene blev kortere og lyset derfor stille forsvinde. Det skulle derfor symbolisere overgangen til noget nyt.
Men Sankt Hans bålet blev også tændt for at holde onde kræfter væk. De onde kræfter var nemlig mere aktive på helligaftener som Sankt Hans aften end normalt.
I 1798 nævnes det, at blus var udbredt på den tid. Sankthansblus bestod af halmknipper fæstet til lange stænger. Folk løb så hen over markerne med disse fakler, kaldt “væk-ild”, fordi den skulle skræmme svampe, hekse og trolde væk. Bålet skulle helst tændes med “vild ild” eller “nødild” dvs. ild, som laves fra grunden. Så Finn, nu er det slut med at fare rundt med gasflaske og bunsenbrænder. Tilbage til basics, som da vi var spejdere.
Selv om midsommernatten bragte helbredende kildevand og kraftfulde lægeurter med sig, var det også en nat, hvor de onde kræfter var på færde. Det siges jo som bekendt, at heksene fløj rundt på deres kosteskaft den nat.
I Danmark brændte man mænd, men mest kvinder, på bålet frem til 1693, hvis man mistænkte dem for at være troldfolk. Man brugte derfor Sankt Hans bålet til at sikre sig, at de onde kræfter, der var til stede Sankt Hans aften, blev sendt til Bloksbjerg.
Den danske tradition, hvor vi brænder heksen på Sankt Hans bålet, er først i den nuværende form opstået i 1900-tallet. I den forbindelse opstod også en tradition for at holde båltaler og synge midsommerviser.
På bålet har der siden 1920’erne begyndelse været placeret en figur, der ligner en heks.
Også her i Føns har man i umindelig lange tider markeret midsommeren med et stort bål, hvor også vi symbolsk brænder en heks af og sender hende til Bloksbjerg –og det med let sind – ja, det kan vel ikke helt udelukkes, at der i blandt os står en ægtemand eller to, der godt kunne tænke sig, at konen kunne fare samme vej – selv om det jo rent faktisk relaterer sig et mørkt kapitel fra renæssancen, hvor primært kvinder fik denne grusomme skæbne.
Med fare for herefter at blive jaget af byen, vil jeg gerne tilstå, at jeg personligt aldrig har haft det helt godt med denne afbrænding af en kvindefigur som et symbol på fordrivelse af det onde. Og i disse Me Too tider er det også ligesom lidt ude af trit med tidens toneklang.
Så det er måske også tid at tage et opgør med heksene – det at futte dem af, altså. I de mere oplyste og mere politisk korrekte dele af landet, f.eks. storbyerne, har man allerede taget konsekvensen. Så vi herude på landet halter lidt bagefter, uoplyste som vi er. Men hvad skulle der så ske i stedet? Det skal i hvert fald være noget, børnene kan være med til at forberede. Hvad med afbrænding af en figur af Fanden selv som det ultimative symbol på det onde, eller hvad med at lave kinesiske silkepapirslamper, som vi kunne opsende, eller vi kunne måske også låne Brunos duer og lade den flagre ud i aftenvinden og dermed symbolsk udleve midsommersangens mest essentielle budskaber – nemlig Vi vil fred her til lands – Jeg ved det ikke.
Johannes V. Jensen skrev for næste 100 år siden i 1925 Danmarkssangen, i hvilken han på en ganske anden måde lod kvinden indgå som symbol og lad mig derfor slutte med et vers herfra.
Den danske Mark i en Bølgen går
som Aandedræt af en venlig Kvinde.
Sødt gynger Byggen sit Silkehår,
og Rugen ånder med Sol i sinde,
og Vinden iler
til Hvedens Bryst.
Hvor fager smiler
den danske Kyst!
Tak for ordet.